Hovedgård og Omegns Gymnastikforening, et tilbageblik anno 2008 af Lisbeth H. Bisgaard. Revideret anno 2015 af Heidi Bie Mortensen.

Når man beskæftiger sig med foreningsarbejde er det interessant at se tilbage på hvad der ligger til grund for foreningen.

Med stor respekt for de mennesker der i sin tid tog initiativ til at oprette en gymnastikforening i Hovedgård, må det være på sin plads at synliggøre historien for de nutidige brugere af foreningen.

I november 1973 tog Karen Madsen, Lene Færk og Erik Ljunggren initiativ til, at oprette en gymnastikforening i Hovedgård.

I december 1974 blev der afholdt stiftende generalforsamling med 34 fremmødte. Der blev ved afstemning vedtaget at foreningen skulle hedde Hovedgård og Omegns Gymnastikforening, nærmere betegnet HOG og være en selvstændig forening.

Aase Nielsen blev valgt til at være foreningens første formand. Med et grundkontingent på 5 kr. og derforuden 15 kr. for medlemmer under 18 år og 25 kr. for medlemmer over 18 år, startede et arbejde som er og siden har været til glæde for mange borgere i Hovedgård og omegn.

Valdemarsdag 15. juni 1976 blev endnu en mærkedag. Foreningen fik her overrakt en fane af Danmarkssamfundet foran rådhuset i Horsens. Ved opvisning i hallen i 2004 blev en ny fane overrakt af Danmarkssamfundet, da den gamle ikke længere var præsentabel.

Mange forskellige hold har været på programmet gennem alle årerne. De første år dominerede folkedanserne, og var med i foreningen helt frem til 1982. De traditionelle hold :småbørn, rytmepiger, springpiger, herrehold, rytmedamer og motionsdamer var repræsenteret lige fra starten. Allerede i 1976 startede et jazz-rytme hold op. I mange år var aktiviteter som fastelavnsfest både for børn og voksne, traveture og julefest på programmet. I 1990 dukkede aerobichold op i foreningen og noget senere løbetræning, orienteringsløb og stavgang. Fra omkring 2000 fik foreningen step, atter aerobichold, showdans, drengefræs, forældre/barn gymnastik mm.

De første gymnastikopvisninger foregik i gymnastiksalen med op til 110 tilskuere en enkel gang. Siden har opvisningerne været afholdt i hallen

HOG´s logo blev lavet i 1989 og blev trykt på t-shirt første gang i 1991. I 2008 er logoet blevet moderniseret.

Foreningen havde 25 års jubilæum i dec.1999, som blev fejret, dels ved en offentlig reception og dels ved opvisningen foråret 2000 , hvor der ud over sæsonens hold, var ekstra underholdning på programmet med ”Odderspringerne” og ”Fedtmulerne”. Alle instruktører og bestyrelses medlemmer fik ved samme lejlighed foræret en træningsdragt.

Mange ledere og bestyrelsesmedlemmer har deltaget flittigt og samvittighedsfuldt i arbejdet i Hovedgård og Omegns gymnastikforening gennem årerne der er gået. Nogle har været særlig længe i bestyrelsen. Aase Nielsen sad som foreningsformand i 26 år. Bente Koch sad i bestyrelsen i 16 år. Birte Olsen sad i bestyrelsen i 10 år. Lisbeth Kristensen sad i bestyrelsen i 12 år. Helle Marker, som fortsat sidder i bestyrelsen, har været med siden 2001, hvor de fleste ”gamle” og stabile kræfter i bestyrelsen efter mange års arbejde, valgte at lade nye kræfter komme til.

Efter den nye bestyrelses tiltræden, kom der flere nye initiativer på banen. Der blev indkøbt nye og større springredskaber, bl.a. PE felter og teamtrack, samtidig med at der blev satset stort på uddannelse af instruktører, samt kursustilbud til alle aktive i foreningen. Derudover blev der iværksat årlig gymnastikskole, med skiftende placering i gammel Gedved kommunes 4 byer. Dette blev en kæmpe succes og hvert år siden har ca. 100 børn været aktive i 2 dage af skolernes efterårsferie.

I 2009, trådte den daværende formand Lisbeth Bisgaard ud af bestyrelsen, og overlod posten til Heidi Bie. Desuden var der igen kommet nye folk til, og HOG valgte at begynde at arbejde med at finde et værdigrundlag, for et fremtidigt konstruktivt arbejde i foreningen. Dette blev udviklet på bestyrelsens temadag, og blev som hovedoverskrift, ”glæde ved idrætten”. HOG´s mission var at dette skulle afspejles i gymnastiktimerne, hos gymnasterne, instruktørerne og være tydeligt for alle til gymnastikopvisningen, og HOG´s øvrige aktiviteter. Der blev i de følgende år, indført flere aktiviteter udenfor gymnastiktimerne, bl.a. familiedag, julehygge, bedsteforældredag, og der kom flere og anderledes motionstilbud på programmet, f.eks. Zumba, Pilates, Cirkeltræning, og udvidelse af børneholdene, da efterspørgslen på børnegymnastik blev større samtidig med at børnetallet i Hovedgård voksede. Medlemstallet steg markant, og HOG har i flere år været oppe på ca. 350 medlemmer. En stor del af dem, har været repræsenteret ved HOG´s 2 store springhold, som træner på Elbæk Efterskole, som har alle de faciliteter der kræves for et moderne springhold.

Desuden har opvisningerne de seneste år været rigtig godt besøgt med ca. 500 tilskuere, og opvisningerne har været koordinerede, velovervejede og med mange nye initiativer, i sammenhold med de mere traditionsbundne.

I efteråret 2014, havde HOG 40 års jubilæum. Dette blev fejret i festsalen på Hovedgård skole, hvor HOG havde indbudt alle medlemmer og andre interesserede til en hel dags underholdning, kage og hygge, med efterfølgende generalforsamling for alle, og til sidst afslutningsfest for alle instruktører. Dagen bød bl.a på Michael Bak, som flere af HOG´s instruktører havde været på kursus hos, som underholdt med sang, musik og leg for de mindste. Derefter var der Sh´bam, ved Pavel Herrera, som reklame for det eksisterende hold i foreningen. Der var sved på panden, god stemning, og kage til flere dageJ Foreningen havde ønsket sig penge til en ny springmadras, og der blev samtidig ansøgt fonde til dette formål.

Til generalforsamlingen valgte Heidi Bie at fratræde formandsposten, og Steffen Brun, tidligere bestyrelsesmedlem og instruktør, blev valgt ind i stedet for. Steffen var med til at udarbejde værdigrundlaget, og vil sammen med den nuværende bestyrelse fortsætte det gode arbejde og udvikling, samt den positive ånd, i Hovedgård og Omegns Gymnastikforening, og fremover bidrage til at endnu flere vil opleve glæde ved idrætten.

 

Banner